English Version
 
 
 
 
 
 
 
 

 

KLASSISK PERSER

 

Hvad er forskellen mellem en klassisk og en moderne perser ?

Hvilken race standard bruges for klassisk perser ?

Er klassisk perser en 'officiel' race betegnelse ?

Hvorfor opdrætte klassisk perser ?

Hvorfor er klassiske perser katte så sjældne i Skandinavien ?

Hvor kan jeg finde andre opdrættere af klassiske perser katte ?

Findes der bøger om klassiske perser katte ?

 

Hvad er forskellen mellem en klassisk og en moderne perser ?

1. Den klassiske perser ser ud som den oprindelige perser. Se eksempler i det Historiske Galleri

2. Den klassiske perser har næse og snude. Næsen skal være bred og lang – men ikke for lang. Næsen skal være lige bred ved næsens start og næsetippen. Snude og næse skal være kort – men ikke for kort. Der skal være en fin buttet profil med tydeligt stop. Som det kan ses i den katte-profil der indgår i mit stamnavn ovenfor. Det er min dejlige Musashi der har lagt snude til denne profil. Katten skal have et sødt og "smilende" udtryk.

3. Den klassiske perser er ofte større. Den gennemsnitlig størrelse for en klassisk perser hankat er omkring 5-6,5 kg. For hunkatte 4-5 kg. Chinchilla og shaded silver perser er generelt lidt mindre.

4. Den klassiske perser har ofte en kraftigere og mere muskuløs bygning.

5. Den klassiske perser har større ører. En god klassisk perser fra rene linjer (dvs alle forfædre er klassiske persere) kan ofte kendes ikke bare på næsen og snuden men også på de relativt store trekantede ører.

6. Ofte - men ikke altid - har den klassiske perser en kortere og kraftigere pels.

Tilbage til toppen af siden

 

Hvilken racestandard bruges for klassisk perser ?

Jeg bruger den samme skrevne racestandard som andre perser opdrættere i dag. Men jeg bruger den fortolkning af racestandarden der blev brugt i Europa indtil slutningen af 1980'erne.

Generelt kan man sige at klassiske persere vurderes og opdrættes i forhold til den gamle fortolkning af racestandarden for perser katte.

Se mere om standarder og fortolkninger her.

 

Tilbage til toppen af siden

 

Er klassisk perser en 'officiel' race betegnelse ?

Nej. Klassisk perser og traditionel perser er ikke specifikke racebetegnelser, der bruges i eksempelvis FIFe. De store katte klubber bruger kun en betegnelse: perser. Men da forskellen er så stor bruges 'klassisk', 'traditionel' eller 'Doll Face' til at adskille den oprindelige perser fra den moderne perser. Den klassiske perser er en racekat ligesom den moderne perser.

I Sydafrika har man en opdeling af de to typer perser inden for sølv perser gruppen. Den klassiske type kaldes Sterling eller Chinchilla Longhair. Det ville være dejligt hvis FIFe, CFA og de andre store katte klubber lavede en lignende opdeling af perser racen i to kategorier med hver sin standard.

Den klassiske perser kat er den oprindelige perser kat. Alle moderne perser katte nedstammer fra den klassiske type perser. Alle perser katte var "klassiske" i Europa indtil omkring midt i 1980’erne. På dette tidspunkt begyndte man at fortolke race standarden anderledes og perser kattens udseende ændrede sig drastisk.

Den klassiske perser kat ser meget anderledes ud i forhold til den moderne perser som man hyppigst ser i dag. Der er opdrættere der holder fast i den klassiske perser kat og arbejder med at bevare og styrke denne smukke kat.

I Tyskland bliver denne type perser kaldt europæisk perser eller Perser mit Nase. I USA Doll Face Persian. I udlandet bruges også klassisk perser og traditionel perser. Herhjemme bruges klassisk, gammeldags, ikke-typet perser eller bare perser med næse. Det er den samme type perser kat der er tale om - nemlig en perser med næse og snude og stor kraftig kropsbygning – sådan som perser katten typisk så ud for 20-30 år siden.

 

Tilbage til toppen af siden

 

Hvorfor opdrætte klassisk perser ?

Jeg opdrætter klassisk perser fordi jeg bedst kan lide denne type perser og fordi sundhed og katte velfærd er vigtigt for mig.

Jeg opdrætter klassisk perser fordi jeg mener at det er vigtigt at bevare denne dejlige og smukke kat, som desværre næsten er helt forsvundet.

Jeg vil gerne dele den glæde det er at have en klassisk perser med andre. Den klassiske perser er et vidunderligt kæledyr som giver utrolig mange fornøjelser og som ikke er særlig krævende at have.

 

Jeg har haft perser katte i snart 30 år. De har alle været racekatte af den gamle oprindelige perser type. Derfor er en perser kat for mig en perser med næse og snude. Jeg har altid haft stor fornøjelse af mine perser katte – og vil gerne forsætte med at have perser katte af den samme type som jeg altid har haft.

Den moderne perser kat er for anderledes i forhold til det perser udseende jeg kan lide. For mig er det klassiske racesærpræg netop det der gør perseren til en meget smuk – og samtidig – sødt udseende kat.

Hvis man er interesseret i at sammenligne udseende mellem den klassiske og moderne perser kat kan man besøge disse link:

Moderne katte kan ses ved at følge links her: Killingelistens Perser og Exotic opdrættere

Klassiske katte kan ses ved at følge links her: Klassisk Perser opdrættere

 

De er også forhold omkring katte velfærd, der gør at jeg holder fast ved den type perser som var almindelig indtil 1980’erne her i Danmark.

Den måde racestandarden fortolkes idag – og de race særpræg der lægges specielt vægt på – giver en øget risiko for en række sundhedsproblemer og gener for katten.

Det drejer sig specielt om det meget runde og flade kranium, meget kort næse/snude der sidder i niveau med øjnene, flad profil og megt lang pels. Disse race særpræg giver en risiko for problemer med øjne, luftveje, vejrtrækning, samt tænder og bid og deraf afledte begrænsninger i almindelig katteadfærd. Det store og flade kranium kan også give problemer i forbindelse med fødsel således som det også kan ses inden for visse hunderacer. En meget lang pels kan gøre det nødvendigt at vaske katten ofte og gøre det svært for katten selv at holde sig ren.

Den øgede risiko for disse lidelser og gener kan relateres til den nye fortolkning af racestandarden som gør sig gældende fra 1980'erne. Fortolkning af racestandarden påvirker de avlsmål opdrættere arbejder for at opnå og de katte dommere vælger at premiere på udstillinger.

Næsen og snuden er nu vigtig for hvordan perser katte bedømmes på udstillinger.
En sådan fortolkning hvor der lægges stor vægt på enkelte særpræg kaldes også for overtypning.

Problemet med overtypning er at det udseende man avler efter at opnå kan medføre uhensigtsmæssige konsekvenser for dyrene.

Fagdyrlæge Jørgen Mikkelsen, Åbyhøj Dyreklinik skriver mere om overtypning her.

På FIFes hjemmeside er der en rigtig spændende artikel skrevet af en Hollandsk dyrlæge B.W. Knol, Health or Beauty: The Judges' Dilemma. Jeg har oversat denne artikel til dansk her.

B.W. Knol opfordrer til at dommere prioriterer at champion katte er perfekte hvad angår sundhed og så smukke som mulige. I stedet for perfekt hvad angår skønhed og så sunde som mulige. Skønhed skal her forstås som det ideal der er beskrevet i racestandarden.

Med andre ord, sundhed og katte velfærd er en forudsætning for skønhed.

 

Man har opdrættet perserkatte med stamtavler siden 1890'erne. Omkring 1930'erne ligner perserkatten det man i dag forstår ved en klassisk typet perser.

De næste 40 år arbejder opdrættere omhyggeligt med at forbedre perser kattens udseende. Avlsarbejdet koncentrerer sig om at forbedre typen ud fra et helhedsindtryk - at skabe en smuk og harmonisk udseende kat med et godt temperament. I 1950'erne, 1960'erne og frem til 1980'erne kan man finde nogle utrolig smukke katte.

I de første 80 år af perser kattens eksistens sker der ændringer af perser kattens udseende - men intet der kan sammenlignes med de ændringer der sker i Europa fra 1980'erne til i dag. De sidste 20-30 års avlsarbejde adskiller sig således fra den første 80 år lange periode.

Jeg mener det er vigtigt at bevare og forsætte avlsarbejde i samme ånd som de første 80 år.

Det er desværre en utrolig svær opgave, da rene klassiske linjer er blevet utrolig sjældne. Ganske få opdrættere rundt omkring i verden forsatte op gennem 1980'erne og 1990'erne med opdræt udelukkende af de klassiske katte.

Man kan ikke bruge katte med for mange moderne persere i stamtavlen til avl af klassisk perser. Det autentiske og oprindelige perser 'look' får man kun hvis en stor procentdel af forfædre til en avls kat er klassisk typede katte.

Som udgangspunkt ser jeg mig ikke som ejer af de perser katte jeg har. Jeg er utrolig heldig at opdrættere rundt om i verden har betroet mig fine klassiske katte. Det er min opgave at bevare de linjer mine katte repræsenterer på bedste måde således at den klassiske perser ikke forsvinder ud i historien. Således at det også i fremtiden er muligt at have den store gælde og privilegium det er at have en klassisk udseende perser i sit hjem.

 

Litteratur:

Fagdyrlæge Jørgen Mikkelsen, Åbyhøj Dyreklinik: Overtypning

B.W. Knol, DVM, PhD, Health or Beauty: The Judges' Dilemma. På dansk her.

Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om avl af hunde og katte (april 1999)

Harrison Weir, Our Cats, 1889

Francis Simpson, The Book of the Cat, 1903

Sarah Hartwell, Novelty Breeds and Utra-cats - A Breed too Far ?

Resolution on the Breeding of Pet Animals Council of Europe Resolution adopted by the Multilateral Consultation on 10 March 1995.

 

Tilbage til toppen af siden

 

Hvorfor er klassiske perser katte så sjældne i Skandinavien ?

Fordi opdrættere i løbet af 1980'erne og 1990'erne koncentrerede sig om at fremavle den moderne type perser der er hyppigst set i dag. Stadig færre klassisk typede katte blev brugt i avl - og dermed forsvandt den helt op gennem 1990'erne. Der blev også færre opdrættere idet flere stoppede med at opdrætte perserkatte i 1980'erne og 1990'erne.

I dag er en autentisk klassisk perser meget sjælden. Klassiske katte fra rene linjer - dvs at forældre, bedsteforældre etc også er klassiske katte - er desværre meget svære at finde.

Den moderne perser er også blevet mindre talrig i løbet af de sidste 16 år. I nedenstående kan man se udviklingen i hvor mange nye perser stamtavler der er registreret i Felis Danica hvert år i perioden 1990-2006.

Flest perser katte blev registreret i 1991 - 2674, færrest i 2006 - 555. Til sammenligning blev der i 2006 registreret 1764 nye maine coon katte.

 

nedgang i antal perser katte

Kilde: Felis Danicas stambogsstatistik 2006

 

Tilbage til toppen af siden

 

Hvor kan jeg finde andre oprdættere af klassiske perser katte ?

Her kan du finde den beste oversigt over klassisk perser katterier:

Tilbage til toppen af siden

Findes der bøger om klassiske perser katte ?

Læs mere om klassiske persere i nedenstående bøger:

bøger persere books persian

Fra øverst venstre:

Jeanne Ramsdale, Persian Cats and Other Longhairs, 1976

Rose Tenent, Persian cats and other longhairs, 1965

Grace Pond, Persian Cats, 1975

Jeanne Ramsdale, Persian Cats, 1960

Jeanne Ramsdale, Persian Cats, 1978

Edward E. Esarde, Persian Cats, 1982

Earl Schneider, Know your Persian cat

Madeline Miller, Persian cats as pets, 1956 (ikke på foto)

Rosemarie Wolff, Katte. Adfærd, pleje, racer, 1973

Arne Eklund og Maj-Britt Ericson, Fakta om katten

 

Man kan læse om den klassisk typede perser i enhver dansk kattebog udgivet før 1980.

 

Tilbage til toppen af siden

 

 

 

Copyright © 2006-2008 Relax Inc. All rights reserved.

Text and photos © 2007-2008 Louise Engberg. All Rights Reserved