|
Nedenfor er forklaring af alle de formelle detaljer ved køb.
Det er lidt langt, men læs aligevel omhyggeligt. Det er vigtige informationer :-)
Når killingekøber har været på besøg og vi efterfølgede sammen har besluttet at det rigtige match er fundet mellem killing og nye hjem betales et reservationsgebyr på 2000 kr.
Skifter køber mening og ønsker alligevel ikke at købe killing returners gebyr ikke ! Eneste undtagelse er: Hvis killing senere ved dyrlæge undersøgelser viser sig at have alvorlige fejl eller mangler. Så vil køber få mulighed for at ophæve køb og få gebyr retur.
Jeg kan selv til en hver tid ophæve køb og returnere gebyr til køber hvis jeg finder at killing udvikler sig således at han/hun ikke passer til køber eller hvis situation opstår som gør killing uegnet for køber.
Alle killinger sælges med købskontrakt. Der gælder forskellige kontrakter for katte købt til kæl, avl og udstilling.
Alle vilkår i kontrakter er med henblik på at køber får en kat som er en glæde i det daglige og at sikre mine killinger et godt liv.
Læs købskontrakt omhyggeligt inden du skriver under. Er der noget du ikke forstår, er uklart eller som du ikke er enig i så bring det op inden du skriver under.
Købskontrakt udfærdiges på Felis Danicas standard aftale ved køb af kat.
Den kan ses her. (word dokument - det kan tage et øjeblik før den åbner)
Særlige vilkår ved køb af kælekat er som følger:
1. DK Cute & Classic’s [killing navn] er d. [dato] solgt som kælekat.
2. [killing navn] er neutraliseret, vaccineret 2 gange, ID chippet og/eller øretatoveret, registreret i Det Danske Katteregister og har gennemgået sundhedsundersøgelser hos autoriseret dyrlæge.
3. [killing navn] er solgt med killingpakke bestående af foder, tæppe/seng og legetøj til en værdi af [X DKK] inkluderet i den samlede salgspris.
4. [killing navn] er blevet helbreds undersøgt af autoriseret dyrlæge. Ved overdragelsen fra sælger til køber medfølger sundhedsbog med udfyldt sundhedseftersyn. I sundhedsbog fremgår datoer for helbredsundersøgelser.
5. [killing navn]’s forældre er testet fri for PKD via. DNA test og testes for HCM efter Pawpeds anbefalinger. (http://pawpeds.com/healthprogrammes/hcm.html). Sælger tester løbende sine katte for smitsomme sygdomme (FeLV, FIV, FHV, FCV og chlamydia) og parasitter.
6. [killing navn] er efter sælgers bedste overbevisning, sund og rask ved overdragelsen til [køber navn].
Sælger samt sælgers dyrlæge har inden overdragelsen konstateret følgende fejl eller mangler hos [killing navn]: [ingen/eller beskrivelse af fejl/mangler]
7. Stamtavlen fremsendes til køber når sælger får den tilsendt fra sin klub, DEKZV.
8. Køber opfordres til at få [killing navn] undersøgt hos egen autoriseret dyrlæge inden for 3 hverdage fra overdragelse.
Konstateres der fejl og mangler ved killing som køber ikke er blevet oplyst om ved overdragelse skal sælger straks orienteres herom via brev/e-mail direkte fra dyrlægen, på dennes brevpapir og med dennes underskrift.
Hel eller delvis refusion af købesummen sker kun når uvildig dyrlæge skriftligt erklærer at [killing navn] ikke er sund og rask og at helbreds problemer ikke er forårsaget af kontakt med andre dyr og/eller uansvarlig behandling/fodring efter [killing navn] er overdraget til købers varetægt. Sælger kan bede om udtalelse i sagen fra egen/anden dyrlæge. Ved fuld refusion af købesummen returneres [killing navn], killingpakke, stamtavle og andre udleverede papirer, til sælgers bopæl.
9. Såfremt køber fortryder købet indenfor 14 dage efter [killing navn] er overdraget, refunderes et beløb der svarer til hvad sælger efterfølgende sælger [killing navn] for – fratrukket evt. udgifter til dyrlæge for tests for smitsomme sygdomme og parasitter, killingepakke, samt andre ekstra udgifter der måtte være i forbindelse med returnering af [killing navn]. Med mindre andet er aftalt bringes [killing navn], sammen med killingpakke, stamtavle og andre udleverede papirer, tilbage til sælgers bopæl.
10. Køber må ikke videresælge, omplacere eller bortgive/overdrage [killing navn] til tredje person uden sælgers skriftlige samtykke.
Sælger har altid forkøbsret men ikke pligt. Har sælger ikke mulighed for at tage [killing navn] tilbage, skal den nye ejer godkendes af sælger, og ny kontrakt skal underskrives af de involverede parter før [killing navn] skifter opholdssted.
Såfremt køber senere fortryder købet, eller af anden årsag ikke er i stand til at beholde [killing navn], skal [killing navn] først tilbydes sælger. Købers omkostninger ved evt. dyrlægeregninger, fodring m.v. godtgøres ikke.
Sælger tilbagekøber [killing navn] for beløb der svarer til hvad sælger efterfølgende sælger [killing navn] for – fratrukket evt. udgifter til dyrlæge for tests for smitsomme sygdomme og parasitter, evt. værdi af forsikring (1 år), killingepakke, samt andre ekstra udgifter der måtte være i forbindelse med returnering af [killing navn], herunder foder til [killing navn] i perioden inden nysalg.
Ovenstående er gældende, hvad enten det drejer sig om videresalg/-videregivelse eller udstationering af katten.
11. Sælger skal altid kontaktes inden aflivning.
12. Hvis der hos [killing navn] af autoriseret dyrlæge konstateres arvelige sygdom(me) der medfører enten sygdom hos [killing navn] eller [killing navn]’s død skal sælger informeres.
Sælger skal altid kontaktes inden evt. aflivning. Hvis sælger ønsker obduktion for egen regning, kan dette ikke nægtes.
Ønsker køber erstatning for førnævnt eventuel arvelig sygdom skal dokumentation eller obduktions rapport fra autoriseret dyrlæge forevises. Disse fremskaffes for købers regning.
Når dokumentation foreligger for at sygdom er forårsaget af arvelig sygdom, vil køber efter sælgers valg blive tilbudt enten en erstatningskilling, så snart sælger har en sådan til rådighed, eller penge beløb der svarer til killingens værdi fratrukket udgifter til dyrlæge, chip og registrering, stamtavle, evt. forsikring (1 år), samt killingepakke.
13. Køber og sælger aftaler at køber vil tilgodese [killing navn] behov hvad angår fodring, pasning og trivsel. Herunder at fodrer [killing navn] med kvalitets katte-mad, således som det er beskrevet på sælgers hjemmeside. Det vil sige primært med råt kød og kvalitets dåsemad. Fodres [killing navn] med tørfoder bortfalder alle helbredsgarantier, inkl. punkt 12.
14. Køber og sælger aftaler at køber vil sørge for at [killing navn] har daglig udendørs adgang under sikre forhold. Enten ved løbegård, indhegnet have/ terrasse/ balkon eller som fritløbende hvis købers bolig er beliggende i område der er egnet hertil og det ikke giver købers naboer gener. [Efter aftale mellem køber og sælger kan der gives dispensation således at killing må bo i lejlighed.]
15. Køber skal orientere sælger om flytning og adresse skift senest 2 uger efter flytning.
16. Køber indvilliger i en gang om året så vidt muligt at være behjælpelig med information omkring [killing navn] udvikling og helbred, idet denne viden er vigtig for sælgers videre avlsarbejde.
17. Køber erklærer sig indforstået med, at sælger omgående kan forlange [killing navn] og dens stambog og sundhedsbog tilbage, hvis kontraktens aftalte punkter ikke overholdes. Ydermere kan sælger kræve bod svarende til [killing navn] fulde købspris hvis kontrakt misvedligeholdes.
18. Hvis køber groft svigter [killing navn] behov hvad angår fodring, pasning og trivsel har sælger ret til at afhente [killing navn] uden refusion af købesum eller anden form for kompensation.
19. Sælger er medlem af den tyske FIFé klub DEKZV. I tilfælde af uoverensstemmelser mellem køber og sælger, kan køber rette henvendelse til DEKZV. Er sprog en hindring kan der laves aftale mellem køber og sælger om at rette henvendelse til den danske FIFé afdeling Felis Danica og benytte Felis Danica's Klagenævn. Ydermere kan der også rettes henvendelse til Forbrugerklagenævnet. Kontrakt udfærdiges på Felis Danica’s standardkontrakt.
20. Samtlige denne kontrakts punkter er nøje gennemgået og drøftet mellem køber og sælger.
Kommer...

Ved køb og salg af killing/kat gælder købeloven og aftaleloven.
På denne side fra Forbrugerrådet kan man læse en god artikel om Købelov og kæledyr. Mere her om købeloven.
Købeloven passer desværre ikke særlig godt til køb og salg af levende dyr. Både fordi de fleste opdrættere ikke er erhvervsdrivende og fordi levende dyr jo er noget helt andet end et TV eller en computer.
I sagens natur udvikler en killing sig fysisk og psykisk efter overdragelse til køber. Derfor kan der være forhold som sælger ikke er klar over når killing sendes af sted til sit nye hjem.
Ligeledes er købers pasning af killing afgørende for dens udvikling og helbred. Fodres killing forkert eller holdes under uegnede og stressende forhold kan den udvikle helbredsmæssige problemer som sælger ikke er ansvarlig for.
I købeloven er der 2 års garanti. En fejl eller mangel skal være tilstede ved leveringstidspunktet, men behøver ikke være synlig på leveringstidspunktet. Synlige fejl skal oplyses af sælger. Enhver fejl behøver ikke være en væsentlig mangel. For eksempel er et haleknæk ikke en væsentlig mangel for en kælekat.
I de første 6 måneder er det sælger der skal sandsynliggøre at fejl eller mangler ikke var tilstede på købstidspunktet. Det vil sige sælger skal godtgøre at fejl eller mangler ikke er arvelige eller medfødte eller forårsaget af sælgers/opdrætters forhold.
Efter de 6 måneder og op til 2 år efter salget er det køber der skal bevise at fejl eller mangel var til stede på købstidspunktet.
Som killingekøber har man derfor en række garantier som er fastlagt i købeloven. Derudover giver jeg en garanti der rækker ud over købelovens 2 år i forhold til sygdom og død af arvelige sygdomme. Det gør jeg fordi når man køber en racekatte killing bør man have høje forventninger til sundhed og den kvalitet af killing man får. Det er jo netop derfor racekatte koster mere. Men også fordi det er vigtigt for mit avlsarbejde at jeg får information om evt. sygdom. Ligeledes information i al almindelighed om hvordan killing udvikler sig. Det er jo den bedste rettesnor for om jeg bruger de rigtige katte til avl: at jeg sender sunde og glade killinger afsted - og at de forbliver sunde og glade mange år ud i fremtiden. Derfor vil jeg blive utrolig glad for fotos og anden information som killingekøbere har tid og lyst til at dele med mig. (også fordi jeg jo bare gerne vil høre om hvordan det går med killinger)
Ovenstående er de formelle rammer for køb og salg af killing. Det er baggrunden for at krav om dokumentation hvis killing bliver syg.
I min kontrakt lægger jeg vægt på at både sælger og køber har et ansvar for killings sundhed og velfærd. Det er baggrunden for at jeg anbefaler fodring med kød og vådfoder og udendørsadgang. Vilkår omkring killingens pasning er ikke kun for killingens velfærd – men også for at sikre at køber får en glad og harmonisk killing uden sundheds og adfærds problemer.
Som sælger har jeg et ansvar for at avle på sunde katte og sørge for at killinger får en god opvækst. Det er også mit ansvar kun at sælge killinger som er sunde og raske - og at oplyse køber om evt. fejl og mangler ved killing.
Når køber anskaffer sig en kat har køber et ansvar for at sætte sig ind i kattens behov, sikre gode rammer for dens daglige liv, løbende at fodre og passe katten på ordentlig vis og holde nøje øje med, om katten trives.
Katte har – uanset domesticering – nogle artsspecifikke behov, der skal opfyldes, for at de trives.
Katten er et absolut rovdyr. Det betyder at den skal fodres med kød. Du kan læse mere om fodring her. Jeg fraråder at fodre med for meget tørfoder. Jeg mener det er bedst at fodre med råt kød og kvalitets dåsemad, og evt bruge tørfoder som tilskud – men ikke som hoved bestanddel af en kats foder. Specielt ikke hvis kød indhold i tørfoder er lavt. Opgiver en producent ikke kød % i deres produkt er det sikkert fordi det er lavt. Fodres en kat udelukkende med tørfoder mener jeg det på sigt vil have konsekvenser for dens helbred.
Jeg vejleder og informerer killingekøbere om fodring - således at det er nemt at komme igang. I killingepakken vil også være en stor madpakke.
Katten er et territorialt rovdyr – det er dens naturlige adfærd at jage og at etablere et territorium. Alle de katte jeg har haft – også i min barndom – har haft udendørsadgang. Jeg mener at en kat der har mulighed for at komme ud er en glad kat. Fordi den har mulighed for at udøve naturlige instinkter og adfærd. Denne mulighed er ofte begrænset i et 100% indeliv – med mindre ejer er meget opmærksom på kattens behov og sørger for kontinuerlig stimulering og underholdning.
Selv har jeg en indhegnet have – og jeg mener at indhegning eller løbegård er de bedste løsninger. Så er katten sikker – og naboer fri for gener. Se her for en masse fotos og links med gode ideer til indhegning og løbegårde. Det behøver ikke at være meget dyrt og stort ! Bor man i lejlighed - og har altan er der også mange muligheder for at hegne den ind så kat har mulighed for frisk luft.
Flere eksempler her: netkatten's have (masser af links i bunden) og Pitho Maine Coons fine have.
Jeg giver råd og vejledning om indhegning af have og altan.
Katte der holdes indenfor og understimuleres eller bor i stressende omgivelser den ikke kan finde ro fra – kan udvikle adfærdsproblemer så som urenlighed, urinmarkeringer og aggression. Adfærdsproblemer kan også i længden lede til sygdomme. Det kan være en stress faktor hvis flere katte holdes på begrænset plads. Specielt hvis nogle af kattene ikke kommer godt ud af det med hinanden.
Jeg håber ikke at killingekøbere vil opleve anbefalinger omkring pasning af killing som vanskelige – men som en naturlig del af det at holde kat på en god måde. Mine killingers ve og vel betyder utrolig meget for mig - også når de er flyttet hjemmefra. Det håber jeg killingekøbere også vil værdsætte.
Den vigtige pointe er at en glad kat er ensbetydende med en glad ejer - en sund, veltilpasset kat uden dyrlæge regninger og adfærdsproblemer giver flest glæder.
Det er vigtigt for mig at killingekøbere føler sig godt og fair behandlet hvis der bliver problemer med en killing jeg har solgt. Skulle der opstå problemer eller tvivlsspørgsmål står jeg naturligvis altid til rådighed med hjælp og vejledning for mine killingekøbere.
Dyrlæge
Bliver killing eller kat syg – eller viser sig at have helbredsproblemer - er det først og fremmest vigtigt at tage til dyrlægen med det samme. Et tidligt dyrlæge besøg kan ofte spare katten for lidelser – og en selv for penge – idet et problem kan opdages tidligt.
Opdrætter
Kontakt mig så hurtigt som muligt – således at jeg har mulighed for at hjælpe og også er orienteret om evt. problemer. Det er vigtigt at informere mig om killings helbredsproblemer for at jeg kan gøre det rigtige i forhold til killingekøber. Men det er også af stor betydning for mit avlsarbejde. Jeg skal jo vide hvis problemer (store eller små) har en arvelig komponent. Således er information fra killingekøbere både om gode og dårlige ting vigtigt for at jeg kan opdrætte de bedst mulige katte.
Forsikringsselskab
Det er en god ide at tegne en helbredsforsikring for sin kat. Hvis køber ønsker det, kan killing have 1. års forsikring med ved køb. Det koster
ekstra - typisk 700-800 kr. Jeg har tidligere solgt killinger med forsikring fra Dyrekassen.
Kontakt forsikringsselskab for at finde ud af om der er dækning for sygdom og eller/behandling.
Læs mere om betingelser her.
Fra Dyrekassens hjemmeside:
Hvad dækker forsikringen?
Forsikringen dækker de dyrlægeudgifter, du som ejer kan få som følge af kattens sygdom eller tilskadekomst. Det er f.eks:
- Undersøgelse og behandling af katten
- Nødvendigt ophold på dyreklinik eller dyrehospital
- De materialer og den medicin, din dyrlæge bruger under selve behandlingen
- Udgifter til operation
- Tandskader som følge af et ulykkestilfælde
- Ekstraudgifter ved søn- og helligdagskonsultation
Hvad dækker forsikringen ikke?
Forsikringen dækker bl.a. ikke:
- Forebyggende undersøgelser, behandling eller sundhedseftersyn
- Undersøgelser i forbindelse med attestudstedelse
- Behandling af adfærdsproblemer
- Udgifter, der kan relateres til FIP
Erstatning fra opdrætter ved sygdom
En kats helbred er altid en kombination af arv og miljø. Derfor kan det i nogle tilfælde være svært at sige med absolut sikkerhed om en sygdom er forårsaget af arv eller miljø. Det vil sige om det er sælger eller købers ansvar. Det er bla. derfor købeloven ikke er særlig velegnet til at hjælpe køber og sælger i tilfælde af problemer. Det er også derfor jeg har anbefalinger med i min kontrakt omkring fodring og hold af katte.
En killing er et levende væsen så der kan opstå situationer som ikke er dækket i kontrakt. Jeg vil altid søge at hjælpe killingekøbere i tilfælde af sygdom – uanset hvad.
Derfor opstår der problemer så kontakt mig !
|